baseman.dk

 
  menu   Hjemmebio for begyndere   tilbage
         


Indhold
 
Hvis du gerne vil hive lidt af biografoplevelsen med hjem i stuen, men synes at det er forvirrende med begreber som DVD, Blu-Ray, HDTV, LCD, Plasma, 1080P, HDMI, SACD, THX, 16:9, regionskoder, DTS-ES, Dolby Atmos og så videre, så kan følgende tekst måske være en hjælp.

For ikke så længe siden bestod hjemmebiografen af et tv og en videomaskine. Billedkvaliteten fra VHS videobånd var ikke helt, men næsten lige så godt som en TV-udsendelse. Så kom DVD, og pludselig var kvaliteten fra filmafspilleren bedre end TV. Så dukkede fladskærme op, som sammen med Blu-ray gav endnu højere billedkvalitet. Og det stopper ikke der.



DVD

DVD står for ”Digital Versatile Disc” (”Digital Alsidig Plade”). Oprindelig stod V’et for video, men det blev meget hurtigt klart at skiven kunne bruges til andet end film på grund af den mængde data der var plads til.

En ting som helt fra starten blev udråbt som et alvorligt problem med DVD var regionskodningen. Man havde valgt at inddele verden i seks regioner, f.eks. var USA og Canada ”region 1”, mens Europa, Mellemøsten, Japan og Sydafrika var ”region 2”. Ideen var at give filmindustrien mulighed for at styre udgivelsen af film, så ikke alle egne af verden behøvede at få filmene på samme tid.

dvd-regioner


Ulempen var dog knap så stor. Dels var det stadig en forbedring i forhold til videobånd, som kun havde mulighed for ét sæt undertekster, og samtidig havde man oplevet mindst lige så store regionale begrænsninger på grund af forskellige TV-formater. Dels er det mere undtagelsen end reglen at DVD-afspillere kan gøres ”regions-fri”, så de ikke er begrænset til kun at vise ”region 2” film. Endelig foretrækker de fleste nok at kunne få udenlandske film med danske undertekster, noget som kun er muligt med film fra vores region.

Mens ”region 1” afspillere ofte er sat til kun at kunne håndtere TV-formatet NTSC, som benyttes af landene i dén region, så vil ”region 2” afspillere både kunne klare NTSC (som også benyttes i Japan) og PAL som benyttes i det meste af Europa.




Blu-ray

Sammen med overgangen til fladsskærms-TV med "Full HD"-opløsning, kom også et ønske om en ny type DVD som kunne matche den højere skærmopløsning. Dette endte med at blive formatet Blu-ray.
Blu-ray har samme størrelse som en almindelig DVD, men er i stand til at gemme langt flere informationer. Derved er der plads til at gemme film i en langt højere opløsning end på DVD. Ligesom med DVD har Blu-Ray indbygget regions-kodning, blot med en lidt anden opdeling af verden.

blu-ray-regioner 


En DVD-afspiller kan ikke afspille Blu-Ray, men en Blu-ray-afspiller kan derimod godt afspille DVD'er.




Streaming

Når der skal vises film, er valget ikke længere kun mellem direkte TV og DVD/Blu-ray. Det er også muligt at hente film ned via internet. Enkelte TV-apparater kan klare dette selv, blot de har adgang til internet. Mange Blu-ray-afspillere har også denne mulighed, og ellers er det muligt at anskaffe en ekstra kasse (blandt andet Apple TV) som kan forsyne TV'et med nye muligheder.
Blandt de mest kendte udbydere af streaming-TV er Netflix og HBO. Princippet er ens for alle udbydere, men der er forskelle på, hvilke enheder de understøtter og hvilket indhold de tilbyder. Da man oftest betaler månedsvist, kan kan eventuelt afprøve de forskellige muligheder, inden det besluttes hvilke tjenester der skal abonneres på.




TV

Valget af TV var nemt engang. Der var billedrørs fjernsyn, og valget gik blot på, hvor meget der var plads til – ikke mindst i økonomien. Med fladskærme og digitalt TV er tingene ikke så enkle længere.

De to udbredte formater indenfor fladskærme er Plasma og LCD. Kort fortalt er et Plasma-TV som regel noget tungere end et LCD-TV på samme størrelse. En plasmaskærm vil typisk være en del dyrere end LCD i de meget høje opløsninger. Desuden er der en risiko for at billeder som vises meget længe på en plasma-skærm, f.eks. logoer, kan ”brænde sig fast”. Til gengæld er plasma-skærme ofte bedre til at vise standard TV-signaler, da LCD helst skal have en højere billedkvalitet for at yde sit bedste. Desuden er plasmaskærme bedre til at vise sorte nuancer. LCD er klart den mest udbredte type og Plasma ser ud til helt at uddø.

Fladskærme sælges ofte med indbygget digital tv-modtager. Dog er det ikke altid oplagt, hvilken type modtager der er tale om. Sagen er nemlig at det er forskellige typer afhængig af om signalet modtages via tagantenne, kabel-tv eller satellit. Desuden vil de første generationer af digitale modtagere til tagantennen ikke kunne håndtere de formater som nu er standarden. Forstår tv’et ikke signalet, er det nødvendigt at tilslutte en separat boks.

Der findes mange retningslinjer for, hvor stor skærmen skal være. Så længe skærmen ikke er større end at der er plads til den, og man ikke skal sidde og dreje hovedet fra side til side for at se hele billedet, så er det fint.

Skal billedet være rigtig stort, kan alternativet være en projektor. Denne placeres bag siddepladserne, og kaster billedet op på et lærred (eller væggen) foran tilskuerne på rigtig biografmanér. Denne løsning giver mest billedareal for pengene, men en projektor er ikke så egnet til almindelig tv-kiggeri (og har oftest heller ikke selv mulighed for selv at vise tv-signaler) og kræver desuden at der ikke er alt for meget lys i lokalet. Folk med projektor har derfor også et almindeligt tv til dagligdags brug.

Både TV, projektorer og Blu-ray-afspillere findes i udgaver som kan vise 3D. Det er nødvendigt at både afspiller og fremviser kan vise 3D, samt at filmen er i 3D og at man udstyrer alle personer med 3D-briller. I den nuværende udformning bliver 3D nok aldrig populært. Ikke på grund af prisen, men fordi man typisk ikke sidder ret op (som er nødvendigt for at få den rigtige 3D-effekt). Man ligger henslængt i sofaen, eller sidder samtidig og laver andre ting.




Opstilling

Skal der ordentlig filmlyd til, er det nødvendig med et lydanlæg som kan håndtere surround lyd. Dette kan være indbygget i afspilleren eller TV’et. Ofte vil det dog være i form af en separat boks, f.eks. en surround-receiver, som ud over at kunne finde ud af de forskellige lydformater, også forstærker og fordeler lyden mellem alle højttalerne. Dette gør tingene lidt mere kompliceret. Dels skal der findes plads til alle højttalerne, som dog kan fås i små størrelser; dels er der en masse kabler at skulle forholde sig til: mellem afspiller og lyd-anlæg, og mellem anlæg og højttalere. Men holder man hovedet koldt og tager ét kabel ad gangen, er det hurtigt overstået, og en tilværelse med biografoplevelser hjemme i stuen kan begynde.

opstilling 

Den klassiske surround-opstilling af højttalere er en på hver side af TV’et, en centerhøjttaler umiddelbart under eller over TV’et, samt to højttalere ved siden af eller bagved siddepladserne. Desuden vil mange foretrække at få en ”aktiv subwoofer”. En subwoofer håndterer kun de allerdybeste lyde, og da denne type lyde ikke så let kan stedfæstes, betyder det mindre, hvor subwooferen placeres. At den er aktiv betyder at den selv har en lydforstærker indbygget, så surround-anlægget ikke skal bruge kræfter på det.

Lydkablet fra afspiller til surround-anlæg vil typisk være et optisk kabel (der sender signalet som lys i stedet for strøm), eller et koaksialt kabel, der kan minde lidt om et antennekabel. Hvis TV, afspiller og lyd-anlæg alle understøtter det, er det også muligt at føre lyden gennem samme HDMI-kabel som billedet.







Ord

Her følger en lille oversigt over nogle af begreberne.


4:3
Ses også angivet som 1.33:1, svarende til forholdet mellem bredde og højde på skærmen. 4:3 er billedformatet på det gode gamle fjernsyn.


5.1
Se beskrivelse under Dolby Digital.


16:9
Eller 1.78:1, er formatet på de nye fladskærms TV. Formatet betegnes som Widescreen (bredformat), men mange film er endnu bredere.


50/60/24
I forbindelse med opløsningen, nævnes sommetider også tal som 50, 60 eller 24. PAL TV-formatet sender i 50Hz – eller 50 ”halvbilleder” i sekundet (25 helbilleder) og NTSC sender 60 ”halvbilleder” i sekundet (først vises hver anden linie, og herefter de resterende linier på skærmen). Mange biograffilm er lavet med 24 billeder i sekundet. Dette giver en lille hastighedsforskel når filmen vises ved f.eks. PAL’s 25 billeder pr. sekund. Derfor kan nogle High Definition afspillere håndtere at vise film med 24 billeder pr. sekund, under forudsætning af at fladskærmen også understøtter det.


720P
En af størrelserne indenfor HD-TV. Tallet er antal billedpunkter i højden. ”P” angiver at billedet sendes Progressivt – altså at hele billedet bliver optegnet på én gang, i modsætning til gammeldags TV, hvor der spares plads ved først at vise hver anden linie, og herefter de resterende linier.


1080i
En af størrelserne indenfor HD-TV. Tallet er antal billedpunkter i højden. ”i” angiver at billedet sendes Interlaced – altså at billedet, ligesom ved gammeldags TV, først viser hver anden linie, og herefter de resterende linier. Selv om 1080i måske lyder bedre end 720p, vil sidstnævnte ofte være at foretrække på grund af det roligere billede.


1080P
Også set omtalt som Full HD. En af størrelserne indenfor HD-TV. Tallet er antal billedpunkter i højden. Ligesom ved 720P, angiver ”P” at billedet sendes Progressivt. 1080P er det ultimative format, da det både tilbyder den højeste opløsning blandt HD-TV-formaterne, og samtidig giver et roligt billede da det ikke skal tegnes op ad to gange. På skærme under 40” er det dog meget svært at se forskel.


3D
Ved brug af specielle 3D-briller og udstyr som kan håndtere visningen af 3D-film, kan der sendes lidt forskellige billeder til hvert øje, hvilket giver en illusion af større dybde i filmen. 3D-brillerne er samtidig årsagen til at denne metode ikke forventes at få ret stor popularitet.


4K
Også benævnt "Ultra HD". Ny standard med langt højere billedopløsning end "Full HD". Opløsningen siges at svare nogenlunde til klassiske biograffilm.


AC-3
Anden betegnelse for Dolby Digital.


Analog
Her i form af analog lyd og TV: Består ikke af 0’er og 1’er som ved digitale signaler. Ved et godt signal kan det være rigtig godt, men er mere følsomt overfor støj end digitale signaler.


Blu-ray
(Blu-Ray Disc / Blue-Ray). En slags udvidet DVD, som har plads til flere informationer, der f.eks. kan udnyttes til at rumme film med langt højere opløsning end hvad der er plads til på en DVD.


CRT
Cathode Ray Tube. Det gammeldags billedrørs-TV. På billedrør måles størrelsen på hele fladen og ikke kun den synlige del i modsætning til fladskærme, hvor hele skærmfladen er synlig. Derfor vil en 30” fladskærm kunne vise et større billede end et 30” billedrørs-TV.


Digital
Digital lyd og TV består af ’bits’ (0’er og 1’er). Da et ”0” skal ødelægges meget, før det ved en fejl bliver læst som ”1”, er digitale signaler ikke så sårbare. Digitale signaler kan desuden nemmere komprimeres end analoge.


Dolby Surround Pro Logic
Analogt lyd-format. Det første rigtig udbredte surroundsystem. Fordelen ved systemet er at lyden kan ligge i et almindeligt stereo-signal. Lyden til center-højttaleren er den del af lyden som er ens i begge stereo-lydspor, mens baghøjttalerne deler samme signal i form af en slags forskel mellem højre og venstre lydspor. Adskillelse af lydene til de enkelte højttalere er dog ikke ret god. Det blev især anvendt på videobånd og analog TV. Der findes en udvidet version af systemet, kaldet Pro Logic II, men det er dog stadig langt fra Dolby Digital og DTS.


Dolby Digital
Digital lyd, også kaldet AC-3. Det mest udbredte format til DVD. Fordi systemet er digitalt, giver det meget bedre mulighed for at forsyne hver højttaler med sit helt eget signal, da lyden allerede under kodningen kan deles op til de forskellige højttalere. Ofte ses angivelser for antallet af højttalere lyden er kodet til. F.eks. ”5.1” som betyder at der er understøttelse for 5 højttalere: venstre og højre stereohøjttaler, en center-højttaler samt to bag-højttalere. ”.1” betyder en subwoofer, som er en speciel højttaler der kun spiller de dybeste lyde.


Dolby Digital EX
En udvidet version af Dolby Digital med mulighed for en ekstra baghøjttaler ”6.1”. Den ekstra lyd er dog hentet ud fra 5.1 signalerne til baghøjttalerne, men især til større lokaler kan det være en fin idé med den ekstra højttaler. Dolby Digital EX kan uden problemer afspilles på anlæg som kun kender til 5.1 lyd.


Dolby TrueHD
Digital lyd som kan håndtere lyd til 8 højttalere. Systemet er tiltænkt high-definition formater som Blu-ray og HD-DVD.


Dolby Atmos
En yderligere udvidelse af de tidligere Dolby Digital lydsystemer. Ud over 5 eller 7 højttalere og en subwoofer, kan tilføjes yderligere 2 eller 4 højttalere som placeres i loftet. Der findes også en udgave af Dolby Atmos til biografer, hvor der er mulighed for at placere op til 64 højttalere rundt omkring i salen.


DTS
Digital Theater System. Ligesom Dolby Digital (DD) et digitalt lydsystem, der kan håndtere fem højttalere og en subwoofer. Hvis der findes både et DD og et DTS lydspor på DVD’en, vil DTS ofte være mindre komprimeret og dermed – i hvert fald i teorien – lyde en smule bedre.


DTS-ES
Ligesom Dolby har DTS også lavet en udvidelse ”Extended Surround”, med mulighed for en ekstra baghøjttaler. I modsætning til DD EX, kan denne dog godt have sit helt eget lydsignal – eller blot være udvundet af lyden fra de to andre baghøjttalere som ved EX.


DTS-HD Master Audio
Digital lyd som kan håndtere lyd til 8 højttalere. Systemet er tiltænkt high-definition formater som Blu-ray og HD-DVD.


DTS Neo:6
DTS' udgave af Dolby Pro Logic II, som prøver at lave 5.1 lyd ud af et stereo lydspor.


DTS:X
Surround lydformat fra DTS, svarende til Dolby Atmos, med 2 eller 4 højttalere placeret i loftet.


Dual Layer
De fleste DVD-film ligger i to lag på skiven. Afspilleren finder selv ud af at skifte mellem lagene, men der kan ses en kort pause i filmen når dette sker.


DVI
Digitalt videokabel, som primært anvendes i forbindelse med computere. Billedet er som ved HDMI, men DVI ikke har mulighed for også at overføre lyd.


DVD
Digital Versatile Disc. Format som afløste CD som medie til computere og VHS som medie til film.


DVD-Audio
En slags super-udgave af en musik-CD, som aldrig rigtig fik den helt store udbredelse. For at kunne høre DVD-Audio, skal afspilleren kunne håndtere dette format.


DVD-R, DVD+R, DVD-RW, DVD+RW, DVD-RAM, DL
Forskellige formater indenfor brændbare DVD’er. DVD-brændere i computere kan typisk klare både –R, +R, -RW og +RW (RW er udgaver som kan slettes og genskrives). Nyere brændere kan også håndtere Dual Layer skiver, hvor data kan ligge i to lag. Nogle DVD-optagere, til at placere ved TV’et, kan kun klare enten DVD-R/RW eller DVD+R/RW. Selv optagere som ikke kan skrive på et af formaterne, vil normalt sagtens kunne læse dem. Undtagelsen er DVD-RAM, som er helt sit eget format, kun de færreste apparater kan finde ud af.


HD-DVD
Ligesom Blu-ray en slags udvidet DVD, som har plads til flere informationer.


HDCP
Kopibeskyttelsessystem, som bl.a. kan findes i forbindelse med Blu-ray-afspillere i tilknytning til HDMI.


HDMI
Den digitale afløser for det gamle SCART-kabel, som ofte blev anvendt mellem VHS videomaskine og TV. HDMI kan overføre både billed og lyd, men anvendes ofte kun til billedet, når lyden sendes via surround-anlægget.


HD / High Definition
Billedformater i høj opløsning har ofte en betegnelse hvor ”HD” indgår. High Definition betyder i dette tilfælde Høj Opløsning.


HD Ready
Standard for High Definition TV. For at et TV kan få dette logo, skal det leve op til bestemte krav. Bl.a. skal det have HDMI (eller DVI) og kunne vise 720P og 1080i signaler.


HD Ready 1080P
Ligesom HD Ready er det en standard for High Definition TV. HD Ready 1080P skal leve op til de samme krav som HD Ready, samtidig med at det også skal kunne vise 1080P billeder med den fulde opløsning og billedfrekvens.


HD-TV
Ikke en standard, men blot en betegnelse for TV med højere opløsning end det gammeldags TV.


Kodefri
Betegnelse for en DVD- eller Blu-Ray-afspiller som er i stand til at spille film fra alle regioner. Nogle film kan være ekstra beskyttet mod kodefri afspillere, så de ikke fungerer. Er man kun interesseret i film med danske undertekster, og dermed kun vælger region 2 / B er det ligegyldigt om afspilleren er kodefri.


LCD
Liquid Crystal Display. Den mest udbredte type blandt fladskærms-TV og computerskærme. LCD har typisk én opløsning som den viser rigtig flot. Derfor kan lavere opløsninger, som f.eks. almindelig TV somme tider se lidt ”uldne” ud. LCD-skærme er ofte lettere end Plasma-skærme, og har ikke samme risiko for fastbrændte billeder.


NTSC
TV-format som bl.a. benyttes i USA og Japan.


OLED
Organic Light-Emitting Diode. En display-type der ikke kræver baggrundsbelysning ligesom LCD, hvilket gør det muligt at lave OLED-skærme endnu tyndere og med lavere energiforbrug. OLED-skærme er i skrivende stund stadig under udvikling, bl.a. er levetiden for OLED-skærme stadig lavere end LCD. Men der er forventninger om at denne type engang vil kunne udkonkurrere LCD og Plasma.


Opløsning
Anvendt her som beskrivelse af detaljeringsgraden af billedet. Jo større en skærm er, desto vigtigere er det at have en høj opløsning for ikke at kunne se de enkelte billedpunkter.


PAL
TV-format som bl.a. benyttes i Danmark og det meste af Europa. PAL har en højere opløsning end NTSC, men til gengæld lidt færre billeder pr. sekund.


Pan & Scan
Funktion på nogle DVD-film, som giver mulighed for at fylde hele 4:3 skærmen ud, selv om filmen er så bred at der ellers skulle være sorte felter over og under billedet. Mens nogle vil anse dette for at få mest muligt billede, opnås illusionen i virkeligheden ved at skære en stor del af filmbilledet væk i siderne.


Plasma
PDP (Plasma Display Panel). En af typerne indenfor fladskærme. På grund af konstruktionen vil en Plasma-skærm ofte være en del tungere end en LCD skærm. Plasma skærme er ofte bedre til at vise billeder med en lav opløsning, men har til gengæld samme svaghed som billedrør fra gamle dage, at billeder som vises i meget lang tid kan risikere at ”brænde fast” på skærmen.


Projektor
Apparat som placeres bag tilskuerne, og kan vise billedet på et lærred, ligesom i biografen. Fordelen er størst billede for færrest penge. Ulempen er at en projektor typisk støjer mere og kræver at lokalet ikke er alt for lyst. Folk som har en projektor har ofte også et almindeligt fjernsyn til brug for andet end film og sport.


Receiver
Apparat med lyd-forstærker og radio bygget sammen. Et surround-anlæg består typisk af en DVD- eller Blu-ray-afspiller, forbundet til en surround-receiver.


SACD
En slags super-udgave af en musik-CD, som aldrig rigtig fik den helt store udbredelse. For at kunne høre SACD, skal afspilleren kunne håndtere dette format.


SECAM
TV-format som anvendes i Frankrig og Rusland. Det har samme opløsning og antal billeder som PAL.


Subwoofer
Højttaler der kun spiller de dybere toner, som specielt mindre højttalere har svært ved at klare. Hvis en subwoofer er ”aktiv” betyder det at den har en lydforstærker indbygget, så receiveren blot kan nøjes med at sende lydsignalet direkte til subwooferen. Da dybe toner er svære at retningsbestemme, er det mindre vigtigt hvordan subwooferen placeres i lokalet.


THX
Ikke et lydsystem, men en standard for hvordan lyden er indspillet og efterfølgende skal afspilles, for at resultatet bliver som instruktøren havde forestillet sig. Der findes THX-certificeret udstyr, men dette er ikke et krav for at kunne høre lyden.


Widescreen
Se 16:9



   
    © baseman.dk