baseman.dk

 

 
menu   Skiathos, Grækenland   tilbage
     

Rejse til Skiathos i Grækenland, juni 2006

 

Skiathos
(Klik her for at se større billede)

For ikke at skulle besøge samme hotel på Kreta for 4. år i træk, valgte min søn og jeg i denne sommerferie at tage til en anden græsk ø, Skiathos.

Skiathos er en lille bitte ø i det græske øhav, meget tæt på det græske fastland.

Når jeg skriver at øen er lille bitte, så mener jeg lille bitte :o)

Med ca. 6-7 km fra den ene ende af øen til den anden og med kun 20 km asfalteret vej (inkl. lufthavnens landingsbane!!) kan er øen måske ikke den allermindste af de græske øer, men den kommer tæt på.

Vi fløj direkte fra Kastrup til den lille lufthavn på Skiathos. Det var lidt af en oplevelse at lande på sådan en lille landingsbane, som – hvis kaptajnen ikke satte foden på bremsen – ville lande ude i havet. Så DET gjorde han. I det sekund hjulene rørte asfalten, kunne man næsten mærke at der blev sat en fod hårdt på bremsen. Vi har i hvert fald aldrig oplevet at et fly SÅ hurtigt stod stille efter at det var landet :o)

Som på alle de græske øer er der varmt på Skiathos. Så som sædvanligt havde vi pakket alt, alt for meget tøj i kufferten :o) Typisk! :o)

Efter 10 minutters buskørsel kom vi til vores hotel, Villa Nina.

Villa Nina ligger ca. 20 minutters gang fra Skiathos by. Skiathos by er øens eneste rigtige by, alt andet er bare huse, som ligger ud til vejen.

Hvis vi havde haft lyst til at gå til hotellet, ville det nok have været en meget vanskelig sag, da alle veje udenfor selve Skiathos by, faktisk kun består af vej – og intet fortov! Så på vores daglige gåture ind til byen var det med hjertet oppe i halsen, for bilerne på Skiathos kører ikke langsomt :o)

Hotel Villa Nina
Hotel Villa Nina

Hvis vi siger, at adgangsforholdene til hotellet ikke var for gangbesværede, har vi vist ikke overdrevet. Stien op til det første niveau, hvor bl.a. swimmingpoolen var, var så stejl, at man nærmest gik foroverbøjet for ikke at risikere at falde bagover :o)

Hvis man lige ser bort fra denne sti, er Villa Nina faktisk et rigtig godt hotel.

Uden at have set nogen af de andre værelser, tør jeg godt påstå, at vi havde fået det bedste værelse overhovedet. Vi boede i 2. værelsesniveau, med en kæmpealtan, som endda gik rundt om hjørnet på hotellet, og med udsigt over havet og – i det fjerne – Skiathos by. Super godt! :o)

Hotellet har vel omkring 12-15 niveauer, som man kommer op til via trapper. På de varmeste dage, hvor vi slæbte litervis af kildevand op til værelset, var vi lykkelige for at vi ikke skulle hele vejen op til øverste niveau :o)

Altanen
Lidt af vores altan

Som jeg skrev ligger Skiathos meget tæt på det græske fastland. På vores 1. dag på øen, forlod vi derfor øen for at tage på en 1-dags tur til Athen.

Jeg vil dog godt indrømme, at Athen ligger væsentligt tættere på Skiathos, når man kigger på et kort over Grækenland. For med 2 timers sejltur efterfulgt af 2 timers kørsel – føles Athen nu lidt længere væk :o)

Men ... vi kom til Athen, hvor vi fik set de nok 2 største turistattraktioner; Akropolis med det berømte tempel, Parthenon, og den gamle bydel Plaka.

Jeg var i Athen for ca. 25 år siden, og det kan godt være at det er et udtryk for manglende hukommelse, men jeg husker nu Akropolis som værende meget større. Jeg mener også at jeg dengang kunne gå rundt imellem Parthenons søjler.

Nu, 25 år senere, lå Akropolis nærmest i byggerod. Der var stillads overalt. Akropolis er ved at blive renoveret. Athens massive forurening og turisters misligholdelse har gjort, at Akropolis desværre er ved at blive ødelagt. Nogle turister har sågar hugget stykker af søjlerne og taget med hjem som souvenir!

Udover stilladserne er der nu også afspærring oppe, så nysgerrige turister bliver holdt lidt på afstand af de skrøbelige antikke templer. Det ville da også være en skam, hvis templerne som har overlevet mange hundrede år skulle ødelægges af et par årtiers forurening og nysgerrige turister.

Apropos forureningen har Athen by dog gjort lidt ved sagen. Det er nemlig ikke hver dag, at bilerne har lov til at køre i Athen centrum. For at man let kan huske det, må biler som ender med et lige ciffer køre ind i centrum på lige dage, og på de ulige dage må biler som ender med et ulige ciffer køre ind.

Smart ... og let at huske! Men gad vide, om ikke der er nogle smarte folk, som har et ekstra sæt nummerplader liggende – just in case! :o)

Vagt
En af vagterne udenfor præsidentens palads i Athen. Læg lige mærke til hans seje sko :o)

Det gamle olympiske stadion
Det gamle olympiske stadion. Blev brugt i forbindelse med de første moderne olympiske leje i 1896.

På trods af forureningen er Athen en skøn by. Det er en skøn sammenblanding af nye moderne glasbygninger, gamle forfaldne huse og oldtidsbygninger.

Modsat Skiathos, er det let at finde det originale Grækenland, når man går rundt i Athen.

Parthenon
Parthenon, Akropolis (Klik her for at se større billede)

Vi tog turen til Athen med et lokalt turistbureau. Det gjorde også, at vi faktisk var de eneste danskere i selskabet. Hovedparten af vores selskab bestod af englændere og japanere.

Denne sammensætning – med en engelsktalende græsk guide – gjorde sit til, at vores tur ikke blev så dansk-præget, som vores ferieø, Skiathos, faktisk er.

Alex, Akropolis
Alex på Akropolis

På vores 3. dag på Skiathos var vi på en dagstur i båd, hvor vi sejlede rundt om hele øen.

På en varm dag, er sådan en tur uvurderlig. Specielt fordi vi på rundturen holdt ind på 4 strande, hvor vi havde mulighed for at bade.

Vores båd
Vores båd

Første strand var Skiathos mest berømte strand, Lalaria.

Da Lalaria er fuldstændigt omringet af enten hav eller bjerge, er det kun muligt at komme til denne strand via vandvejen.

Lalaria er meget speciel. Stranden har nemlig ikke et eneste sandkorn. Hele stranden og havbunden består af hvide ovale og med fuldstændigt afrundede kanter.

Lynhurtigt måtte vi konstatere, at det faktisk slet ikke er så let at gå på sten, og specielt ikke når vi skulle ned – og endnu værre – op af vandet. Man nærmest rullede på stenene imens man sank lige så langsomt længere ned imellem stenene. Så de fleste valgte at kravle op af vandet :o)

Min venstre fod
Min fod på Lalaria’s sten :o)

De næste tre strande var dog som strande er flest ... med sand! :o)

På næstsidste strand valgte vi badningen fra. Vi var nemlig ved Kastro.

Kastro er den tidligere hovedstad på Skiathos. Da Tyrkiet invaderede Grækenland, og bl.a. Skiathos, søgte folkene i Skiathos op i bjergene.

I Kastro, som ligger oppe i bjergene, grundlagde de den nye hovedstad. Da tyrkerne trak sig ud af Skiathos, tog befolkningen tilbage igen til hovedstaden. Kastro ligger nu som en fuldstændig øde by.

Alex tog hele turen op, mens jeg blev enig med mig selv om at det vist var bedst at jeg lod grussti være grussti og tage billeder af det hele i stedet :o)

Alex på vej ned fra Kastro
Alex på vej ned fra Kastro

En af de sydlige strande er beregnet for nudister. Jeg regnede egentlig med, at vi bare sejlede forbi, men denne strand fungerer som en turistattraktion på lige fod som Akropolis i Athen.

Da vi nærmede os stranden sejlede vores kaptajn tæt ind mod land og stoppede båden.

Derefter lød der et par høje dyt fra vores båd, og derefter stod kaptajnen og vinkede livligt ind til de letpåklædte på stranden :o) Nogle vinkede tilbage, men de fleste valgte at ignorere både – og det kan man sådan set ikke fortænke dem i. :o)

Desværre må jeg skuffe nysgerrige sjæle .... jeg tog ingen billeder af denne strand! :o)

Lige inden vi kom tilbage til havnen i Skiathos by fik jeg taget dette foto, hvor man – hvis man kigger meget nøje efter – kan ane lufthavnens landingsbane, med hav på begge sider.

Lufthavnen
Lige midt i billedet er lufthavnens landingsbane, som ender og starter i havet :o)

Da vi kom lidt tættere på Skiathos by fik jeg taget dette foto, hvor man kan se, hvor lille Skiathos by faktisk er.

Skiathos By set fra vandvejen
Skiathos by set fra vandvejen. Skiathos by har ca. 3.000 indbyggere (ud af øens i alt ca. 4.000 indbyggere)

På grund af øens størrelse, er det faktisk ikke så let at finde det ægte Grækenland.

I selve byen er det den ene turistbutik efter den anden – kun afbrudt af barer og restauranter. Over alt hørte vi engelske turister. Lidt anderledes end det græske sprog, som vi havde forventet at høre.

Typisk supermarked
Et typisk supermarked (Klik her for at se større billede)

Typisk butik
En typisk butik

På trods af det meget turistede, der er over øen, er det nu en dejlig ø.

Der er altid en ledig strand at finde. Øen har over 50 strande, så der er altid en strand i nærheden, hvor man let kan finde en fredelig plet.

Øens eneste asfalterede vej går fra lufthavnen og dækker hele sydsiden af øen samt en lille afstikker ind mod midten af øen. Resten af øen består kun af grusstier.

Da de lokale busser kun kører på de asfalterede veje – dog med mange stoppesteder og hyppig kørsel – er det kun muligt at komme til resten af landet ved enten at gå eller leje en bil.

Aftentur på stranden
Aftentur på stranden (Klik her for at se større billede)

Natten til næstsidste dag, vi var på Skiathos, var det et uvejr, som jeg aldrig har set magen til.

Det stod ned med regn, og det tordnede og lynede hele natten, og regnen fortsatte også om morgenen.

Da vi vågnede om morgenen var det som om der stod en person med en spand vand udenfor vores dør. Og med et hotel i mange niveauer kun adskilt ved trapper, skal der ikke meget fantasi til at forestille sig, hvilket vandfald, der væltede ned af trapperne – lige udenfor vores dør :o)

Alex tilbød at hente morgenmad i supermarkedet, og jeg tror aldrig at jeg har set en person med tøj på så våd! :o)

Morgenen efter uvejret var alle strandene i Skiathos by lukket med rødt flag = badning forbudt!

Nogle dele af stranden lignede nærmest som om der havde været en tsunami. Flere steder var store dele af stranden skyllet ud i havet.

Vi var glade for at vi trods alt havde haft en lille uge, hvor vi absolut ikke havde kunnet klage over vejret :o)

Efter nattens uvejr
Alex kigger på stranden efter nattens uvejr.

De sørgelige rester af stranden
En anden dreng kigger på de sørgelige rester af stranden. Læg mærke til at vandet er blevet helt sandfarvet :o)

Så var det tid til at sige farvel til Skiathos.

Hjemturen tog lidt længere tid end udturen, da vi først skulle mellemlande på en anden lille græsk ø og samle flere turister op.

Morgenmad sidste dag
Morgenmad sidste dag :o)

Selvom vi absolut ikke kunne klage over hverken vejr, hotel eller mad, så tror jeg nu nok, at vores tur til Skiathos var første og eneste tur til øen.

Øen indeholder desværre alt for meget turisme og alt for lidt af det originale Grækenland.

Så næste år går turen nok igen til Kreta ... samme hotel, som i de foregående 3 år :o)

 

Farvel og tak for ferien ... :o)

 

Susan Vestergaard

 

Tekst og fotos:
Susan Vestergaard

 

   

Rejseskribent:

Susan Vestergaard
Susan Vestergaard

 

© 2006 Baseman.dk. © Susan Vestergaard (artiklen og tilhørende fotos). All rights reserved.