I bil fra Washington DC til New Orleans
April 2011

Jeg havde længe drømt om at rejse til Japan, og endelig lykkedes det at få tingene til at falde på plads. Sammen med en god veninde havde vi planlagt en tur til dertil i foråret, hvilket er et af de bedste tidspunkter at rejse dertil, på grund af vejret og muligheden for at se tusindevis af blomstrende kirsebærtræer. … Men hov, tænker du måske. Står der ikke ”USA” i overskriften?

Jo, fordi lige inden vi skulle rejse, skete der en masse i Japan: Et jordskælv, som forårsagede en tsunami, som igen gav voldsomme problemer med flere af landets atomkraftværker. Da Udenrigsministeriet frarådede alle rejser til Japan, kunne vi få de penge retur, som vi havde betalt. Men vi stod samtidig med et par ugers ferie, som nu skulle bruges på noget andet.

På kort tid fandt vi på at rejse til USA, leje en bil og køre fra Washington DC til New Orleans. 

Hjemmefra bestilte vi fly til og fra USA, hotelophold i Washington DC og billeje. Da vi ikke helt vidste, hvor lang tid det ville tage at køre strækningen, bestilte vi ikke hotelophold for resten af turen. Vi ville finde hoteller undervejs.

Jeg var i Washington i 2010, og kunne huske flyrejsen som meget lang, og afsluttende med meget uro i luften, kort før landing. Det var nøjagtig samme historie denne gang. Hvis det er sådan altid, burde et råd måske være, at snuppe en køresygepille 2 – 3 timer før landing, hvis man har problemer med sådan noget.

Efter landingen tog vi en taxi til hotellet. Selv om det kun var tidlig aften, sluttede den første feriedag med lidt mad i hotellets bar.

Hotellet, The Dupont Hotel, lå fint placeret, relativt tæt på byens monumenter og samtidig også ganske tæt på den gamle bydel, Georgetown. Derfor kunne vi gå rundt til de ting vi gerne ville se. Washington er en by som breder sig meget. I modsætning til f.eks. New York, hvor især Manhattan er tæt bebygget, så er Washington anlagt med store grønne områder mellem mange af bygningerne og monumenterne. Dette giver nogle lange traveture, hvis man vil se det meste til fods.

Det Hvide Hus (klik for større foto)

Vi startede byturen med at gå ned til Det Hvide Hus og derfra videre til Washington Monumentet, Lincoln Monumentet og et par af de krigsmonumenter, som byen har så mange af. Mellem Washington Monumentet og Lincoln Monumentet ligger et langt bassin: Reflecting Pool. Denne var dog under restaurering, så der var intet vand i. Lidt ærgerligt. Det er ellers flot at stå ved Lincoln Monumentet og se Washington Monumentet spejle sig i vandet.

Der blev snakket en del i TV om det underlige vejr, de oplevede i USA. Vi så selv lidt af det, men var dog generelt ganske heldige med et fint vejr på langt det meste af turen. Dog oplevede vi denne dag en smule sne fra morgenstunden. Det forsvandt heldigvis lige så hurtigt som det var kommet, og resten af dagen bød på et fint vejr.

Selv om vi begge har det fint med at gå meget, valgte vi alligevel at købe to-dages billetter til en af de seightseeing busser, som kører i Washington. Dette er en nem måde at komme rundt til de største seværdigheder i byen. Vi nåede at se både den kæmpestore togstation, Central Station, og komme ud til Georgetown, inden vi vendte trætte tilbage til hotellet.

Georgetown University (klik for større foto)

Georgetown indeholder en masse af de butikker, som resten af Washington ser ud til at mangle. Her ligger også Georgetown University, et af de mest anerkendte universiteter.

Næste dag tog vi ud til Arlington kirkegården, hvor så mange soldater er begravet (foruden nogle astronauter og et par præsidenter – bl.a. JFK).

Jefferson Monument og kirsebærtræer (klik for større foto)

Dagen efter igen så vi noget, vi havde troet at vi ikke ville komme til: Blomstrende kirsebærtræer!
Washington har på et tidspunkt fået en masse kirsebærtræer fra Japan, og de blomstrede netop som vi var der! Fantastisk syn.

Inden dagen var gået, havde vi besøgt et af de Smithsonian museer, som der er flere forskellige af i Washington DC (alle i verdensklasse, og med gratis adgang) - og fået pudset sko af en skopudser, som kunne fortælle om de mange kendte politikere og filmfolk (senest Sean Penn), hvis sko han havde pudset. På vej tilbage til hotellet kom en masse politimotorcykler, politibiler og store sorte biler med tonede ruder kørende i høj fart i retning væk fra det Det Hvide Hus. En avissælger fortalte, at dét bestemt var Obama som netop var kørt forbi!

Dagen efter var besøget i Washington DC slut. Vi tog en taxi til Central Station, hvor vi hentede vores lejebil og kørte derefter ud af byen og sydpå.

Vi ville køre langs østkysten til vi nåede Florida, og derefter fortsætte mod vest til New Orleans. Men det afholdt os ikke fra at fravige ruten af og til. Vores første stop på turen var byen Chapel Hill i North Carolina. Egentlig havde vi sigtet efter byen Durham, men den var godt nok for kedelig til at vi ville stoppe bilen.
I Chapel Hill kørte vi ind til en turistinformation, ”Visitors Center”, hvor en utrolig hjælpsom dame gav en masse råd om muligheder for overnatning og steder vi burde se. Vi endte med at vælge et lille hotel, The Carolina Inn, som godt nok var fantastisk hyggeligt, men som også viste sig at være den dyreste overnatning på hele rejsen. Men der var stil og charme … og gratis internet (hvilket alle de hoteller vi overnattede på viste sig af have). USA's stater er opdelt i ”County’s”, Chapel Hill ligger i Orange County.

I byen – faktisk ved siden af det hotel vi havde valgt – ligger et af de kendte universiteter (i hvert fald hvis man går op i sådan noget): University of North Carolina (UNC). 

Vi blev også anbefalet at besøge et indkøbscenter i udkanten af byen: ”A Southern Season”, på grund af de mange typer kaffe og chokolade som fandtes der. Det var der måske nok, men det virkede nu mere som spild af tid. Vi besøgte det på vej ud af byen dagen efter. Nu kørte vi direkte mod øst – ud til Atlanterhavet.

Vi sigtede efter byen Manteo, og da vi nåede den, kørte vi videre. På den måde rammer man en stribe smalle øer, der ligger som et bølgeværn ud for North Carolina: Outer Banks – eller OBX som det ofte bliver forkortet. Det er muligt at nå øerne via broer eller færger. Vi valgte broerne, da færgerne ikke sejler så ofte udenfor de store turistsæsoner. Efter at være kommet over på Outer Banks, kørte vi nordpå, til vi ramte stedet med det besynderlige navn ”Kill Devil Hills”. Det skulle være på disse kanter, at brødrene Wright fløj de første fly.

Sommerhus i OBX (klik for større foto)

Der ligger mange hoteller på disse øer, det er et yndet turistmål for amerikanerne. Nu var det udenfor højsæsonen, så vi kørte ind til Ramada Plaza og fik et stort værelse på øverste etage (5te) med fantastisk havudsigt.
Hotellets egen restaurant var lukket denne aften på grund af et særarrangement, og der var ikke umiddelbart noget madsted i gåafstand fra hotellet, så det blev til en crapcake-sandwich bestilt som roomservice. Det var en nem måde at få mad på, men ikke noget som kunne nå de kulinariske højder.

Næste dag tog vi tidligt af sted. Vi regnede med at det ville blive en lang køretur – og det blev det.

Vi kørte mod syd på OBX, til vi nåede øen Cape Hatteras. Der skulle der angiveligt ligge et fyrtårn, som ville være meget seværdigt. Der lå et fyrtår, men det viste sig at være et – for os danskere – almindeligt fyrtårn. Ikke noget specielt der.

Vi havde nu valget mellem at fortsætte i sydvestlig retning til færgerne eller nordpå til broerne. Hvis vi valgte færgerne skulle vi med to forskellige, og ud fra de oplysninger vi havde fået, kunne det blive et problem at nå igennem uden lang ventetid, da ingen af dem sejlede særlig ofte udenfor sæsonen. Så vi valgte at bruge lidt tid på at køre nordpå, og igen krydse broerne ved Manteo. Det var godt nok en omvej, men vi ville sandsynligvis have sat meget mere tid til ved at vente på færger.

Tilbage på fastlandet, tog vi en sydlig rute gennem nogle meget lidt befolkede steder, og byer som var ubeskriveligt små.

Hvis du skulle have siddet og undret dig over at jeg i starten har skrevet ”DC” efter navnet Washington er forklaringen, at det er et meget benyttet navn i USA. Flere byer og countys hedder Washington, opkaldt efter landets første præsident. På vejen til og fra OBX nåede vi gennem både et county og en by ved navn Washington, som intet havde med hovedstaden at gøre, bortset fra navnet.

Slutmålet denne dag var byen Wilmington, som vi nåede ud på aftenen.

Bed and Breakfast i Wilmington (klik for større foto)

Efter lidt køren rundt i byen, fandt vi den gamle bydel ”Historic Downtown”, og dér et Bed and Breakfast. Det viste sig dog at være fuldt optaget, men værten var så flink, at ringe til det nærliggende C.W. Worth House, et andet Bed and Breakfast, som havde plads. Vi blev taget overvældende godt imod – og kunne få et stort, flot værelse. Dejligt. Det var en oplevelse at bo der. Virkelig god stemning og udelukkende rigtig flinke mennesker.

Dagen efter var det tid at kigge nærmere på Wilmington, den historiske bydel. Vi startede med at tage en turisttur rundt i hestevogn, hvor der blev liret en hel del fakta – og nogle platte morsomheder – af i en lind strøm. Det er en fin måde at starte besøget i byen. Her hørte jeg for øvrigt, at når man ved gamle huse ser figurer af ananas-frugter ved indgangen, så er det et tegn fra gammel tid på, at fremmede er velkomne. Dette var ikke kun ren næstekærlighed, men også en måde, husets ejere kunne få nyheder fra andre egne.

Vi tog også en anden guidet tur, denne gang på gåben, hvor der blev fortalt om filmbyen Wilmington. Næst efter Californien og New York er dette byen som har været mest anvendt til locations for film og tv. Jeg ved ikke om de stadig holder denne tredieplads, da jeg senere på turen hørte, at New Orleans arbejder på at nå derop, men det er i hvert fald i Wilmington at de har filmet tv-serien Dawsons Creak og den nyere serie One Tree Hill. Også en lang række film er blevet optaget her, dog ikke filmen Cape Fear, selv om stedet med det navn ligger her.

I løbet af vores tur var vejret gradvist blevet bedre, og nu var det mest sol fra en næsten skyfri himmel. Der var dog nogle kraftige vindstød – måske en forsmag på det uvejr som netop kom farende ind over USA i en skrå linie fra nordvest til sydøst.

Aften i Wilmington (klik for større foto)

Vi overnattede en gang til i Wilmington og kørte lige efter morgenmaden videre mod Charleston, som ligger lidt længere nede ad USA's østkyst.

Vi havde fået en del at vide på det Bed and Breakfast vi netop havde forladt, ikke mindst af de andre gæster. En af de mere væsentlige oplysninger var noget vi havde misforstået. Når der står ”Business” i forbindelse med et vejnummer, så betyder det ikke en omfartsvej, som vi havde troet, men den vej man skal køre for at komme til forretninger etc. Vi havde godt nok også undret os over, hvor lidt vi havde set, når vi havde fravalgt det som vi havde regnet for en omfartsvej. :-) 

Lige da vi kom til Charleston fandt vi et Visitors Center (turistinformation). Der spurgte vi om råd med hensyn til valg af hotel. De var dog så hjælpsomme, at de ikke nøjedes med det, men også hjalp med bookingen, og endda til en lavere pris, end vi ellers skulle have betalt. Det var service!

Hotellet som vi kom til, Indigo Inn, så ikke ud af noget særligt udefra – måske bortset fra farven, som nok var indigo blå – men det var fine rum, og der var en indre have som var dejlig sval, selv om temperaturen udenfor var ved at være høj. I betragtning af at det var april og temperaturen allerede lignede en god dansk sommer, så må der virkelig kunne blive varmt her, når det rigtig bliver sommer!

Charleston er en pæn by, i hvert fald den historiske del af byen med de flotte gamle huse. Byen har dog ikke en gammel bydel på samme måde som Wilmington. Her ligger de gamle sydstatshuse lidt mere spredt.
Bymidten er King Street og de omkringliggende gader. Her findes der en del muligheder for at spise og gå i tøjbutikker. Sidstnævnte kan have interesse, da tøjpriser generelt er en del billigere end i Danmark. Hvis man er til de dyre mærker, kan besparelsen godt være markant.

Vi rundede besøget i Charleston af med en tur i hestevogn, rundt i en del af byen. Der er restriktioner for hestvognskørsel i Charleston, så ved hver tur, bliver der foretaget en slags lodtrækning om hvilken rute der skal tages. Dette gøres for at undgå for meget kørsel de samme steder, og dermed skåne den øvrige trafik.

Vi fortsatte turen sydpå til Savannah, hvor vi hurtigt fandt et godt hotel, East Bay Inn. Til gengæld var det lidt besværligt at finde parkering. Det er et problem i denne by! Savannah har ikke haft lige så godt held med at frede en del af byen, som Wilmington. Men hotellet lå fint inde i Savannah Historic District, nær ved floden Savannah River.

Park i Savannah (klik for større foto)

Vi startede besøget i Savannah på samme måde som vi afsluttede besøget i Charleston: Med en tur rundt i hestevogn. Selv om Savannah ikke har haft de samme restriktioner mod byfornyelse i de historiske bydele som Wilmington og Charleston, så ligger der også her mange gamle huse.

Vejret var virkelig varmt – især efter danske forhold – da vi ankom til byen. Omkring 30 grader (Celsius). Det er dog intet imod hvad det kan blive når sommeren for alvor kommer, og det endda som fugtig varme.

Dagen efter startede med lidt regn og torden. Dette var uvejret som havde blæst hen over hele USA og nu ramte os. Hidtil havde vi været heldige: Vi havde forladt Washington inden vejret blev dårlig der, og på resten af ruten mod New Orleans havde de allerede haft uvejret. Det område hvor vi befandt os, blev ikke særlig hårdt ramt. Allerede lidt op ad dagen begyndte solen igen at skinne.

Mens solen igen kom frem, gik vi rundt i byen og kiggede på gamle huse og nød vejret. Byen er hyggelig at går rundt i, med mange små parkanlæg. Der er som sagt ikke gjort helt den samme indsats på at frede den gamle bydel som i Charleston og Wilmington, men der er meget at se på og det hele er indenfor gåafstand i den historiske del af Savannah.
Der er også lidt shoppingmuligheder, hvis det er sådan noget man søger. Specielt i den vestlige del af Broughton Street.

Meget af tiden i Savannah gik med at slappe af, spise og derefter slappe mere af. Dejligt.

Næste dag bød igen på rigtig meget bilkørsel. Vi kørte tidligt fra Savannah, da vi vidste at vi skulle tilbagelægge mange miles. Det endte alligevel med at tage en del længere tid at nå næste stop, end forventet.

En af de andre gæster i Wilmington havde anbefalet en lille by ved kysten i Florida: Destin. Den ville ligge fint i forhold til planerne om at nå New Orleans.

Det hjalp lidt på ankomsttiden til Destin, at vi passerede en tidszone-linje undervejs, så uret skulle stilles en time tilbage. Jeg havde slet ikke tænkt på den mulighed at New Orleans og en del af Florida ligger i en anden tidszone end de steder vi hidtil havde besøgt. Men trods den ekstra time, så nåede vi først frem da solen gik ned.

Det tiltagende mørke hjalp ikke, da vi skulle finde frem til et hotel. Mange af de steder som ved første blik lignede hoteller, viste sig at være resorts eller andre beboelser, som ikke tog mod besøgende som os.
Vi endte med at køre ind til et Holiday Inn. Værelset var fint, selv om det vendte væk fra den strand, som hotellet ellers lå ned til. Men for en enkelt overnatning var det helt i orden – også med tanke på at vi var ankommet så sent, og ikke havde bestilt værelse på forhånd. Derfor kunne det også klares, at der er lidt badeland over hotellet, og at man skal rende rundt med et tåbeligt armbånd mens man bor der.

Den Mexicanske Golf ved Destin (klik for større foto)

Om morgenen gik vi ned til stranden og dyppede tæerne i Den Mexicanske Golf, og kiggede på det utroligt hvide, finkornede sand på stranden. Så gik turen videre. Vi skulle finde frem til New Orleans og aflevere bilen med fuld tank inden klokken 15. Da vi endelig fandt frem til stedet, hvor bilen skulle afleveres, var der kun ca. 15 minutter tilbage, så vi fik udnyttet lejemålet fuldt ud. 

Mellem Destin og New Orleans nåede vi at krydse tre statsgrænser og en meget lang bro over Lake Pontchartrain. Vel ankommet til New Orleans fandt vi en turistinformation, hvor det lykkedes at finde et hotel med et ledigt værelse. Dette var ikke helt nemt, da det viste sig at der var en musikfestival i bydelen French Quarter – og det var netop dér vi ville bo. Men det lykkedes.

New Orleans er ganske anderledes end de andre byer vi har besøgt på turen. Mange mennesker på gaden (ikke mindst i French Quarter – og ikke mindst på grund af musikfestivallen), og en meget besværlig trafik på grund af mange smalle, snørklede og ensrettede gader. Lige når man ankommer til New Orleans, ser man kun en utrolig grim by. Men den gemmer på kvaliteter. French Quarter med liv og musik og Garden District med store flotte huse og flotte haver. Men angiveligt byder byen også på en del kriminalitet, hvor ikke alt bliver meldt ud til offentligheden, da turister er vigtige for byens økonomi og derfor helst ikke skal skræmmes væk. Vi havde dog kun fredelige oplevelser.

Hotellet vi havde fundet, Bourbon Orleans Hotel, ligger midt i Det Franske Kvarter, lige hen til den livligste af alle gaderne: Bourbon Street (ikke opkaldt efter spiritus, men en person ved det navn).

Bourbon Street (klik for større foto)

Første aften på stedet fandt vi en hyggelig restaurant skråt overfor hotellet, og rundede derefter hjørnet til Bourbon Street, hvor vi gik ind forskellige steder og hørte musik. Det er primært jazz som spilles her, men der var også blues – og mere diskoteksagtige toner fra steder uden livemusik.

Det er alle typer mennesker som finder vej hertil. Unge og gamle. Pænt klædt og underligt klædt (og enkelte som dårligt nok var klædt).

Der er en del politi i området, men det virker som om der skal meget til, før de griber ind. Det er bestemt en anden kultur end hvad jeg hidtil har oplevet i USA.

Vil man rundt og se mere af byen, kan det anbefales at benytte byens ”Streetcar”. Det er en slags sporvogne af ældre dato, som kører i nogle faste ruter. En af dem (St. Charles Line) går fra udkanten af French Quarter og ind gennem Garden District og videre ud forbi byens universiteter: Tulane og Loyola. Det er en flot tur til en god pris. Det koster $ 1,25 at tage med streetcar, uanset hvor langt man kører. Ved endestationen skal man dog skifte til anden streetcar, så det koster mindst 2,50 hvis du vil hjem igen. :-) Husk lige penge. Eventuelle returbeløb kan du risikere at få på et lille kort, som du så kan benytte til fremtidige kørsler.

I Garden District købte vi en guidet gåtur rundt i området. Det er bestemt en god idé, da man på to timer får set rigtig meget af denne del af byen. Det var dog en lidt hård tur, da det var omkring – måske over – de 30 grader, og en bagende sol. Og vi var altså kun i april. Jeg tror at jeg ville droppe turen – og hele dette område af USA – hvis det havde været sommer, med de ubegribelige temperaturer, jeg kunne forestille mig vil være her. Men vi fik da set de huse som skuespillerne Sandra Bullock og John Goodman bor i, og huset som forfatteren Anne Rice tidligere har ejet.

Om aftenen blev det til en tur ned i Bourbon Street for at høre lidt mere musik, men så var energien også brugt efter en lang dag med høje varmegrader og luftfugtighed.

Dagen efter var ferien brugt op. Vi tog en taxi til lufthavnen: Louis Armstrong New Orleans International Airport. Derfra et fly til Washington DC og derefter et fly til København.

Selv om det hele startede som en hurtigt tilrettelagt erstatning for vores aflyste rejse til Japan, så endte det med at blive en virkelig dejlig ferie, med en masse spændende oplevelser.

På turen har vi været gennem 9 – 10 stater (lidt afhængig af, hvordan vi tæller staterne omkring Washington DC). Og vi har kørt næsten 2000 miles.

Gode råd

Det er rimelig nemt at køre rundt i USA, specielt når man kører på de store veje. Men de lange afstande kan godt snyde lidt, og det bliver hurtigt svært at finde rundt, når mørket falder på. Så vær realistisk når turen planlægges, så I kan nå frem mens det endnu er lyst.

Når der tankes benzin, så skal man ofte taste postnummer i forbindelse med betaling. Bare tast 00000. I skal sikkert ind og tale med tankpasseren, inden I får lov at fylde benzin på.

Hav så vidt muligt mere end et kreditkort med på rejsen, gerne fra forskellige pengeinstitutter. Lige pludselig kan et kort være lukket, pga. en beløbsgrænse som er nået, eller fordi banken oplever et unaturligt højt forbrug og tror at kortet er faldet i forkerte hænder.

Husk ved rejse til USA at have alt det formelle på plads. Passet må ikke være tæt på udløbsdato, og der skal ansøges om indrejsetilladelse (ESTA) også selv om danske statsborgere ikke skal have visum for at rejse dertil. Er disse ting ikke på plads i god tid inden rejsen, så bliver det et meget kort besøg.

Det er generelt nemt at finde steder at overnatte i USA. Tjek dog på forhånd, om der er specielle begivenheder de steder, hvor I vil rejse hen, som kunne give ekstra tryk på hotellerne. I så fald kan det være en fordel at bestille værelse på forhånd.

Selv hvis du selv arrangerer hele turen og satser på at finde hoteller efterhånden som du kommer frem, så er det en rigtig god idé at booke første overnatning hjemmefra! Dels slipper du for at skulle finde et hotel med ledigt værelse lige efter en lang flyvetur. Men vigtigst er at du har en adresse at skrive på formularen som skal udfyldes i forbindelse med indrejse til USA. Det kan spare dig for meget bøvl.

I forhold til danske priser, er USA rimelig billigt at rejse rund i. Vær dog opmærksom på, at viste priser i forretningerne som regel er uden skatter, så regningen bliver lidt større end du måske havde forventet. Derudover skal der typisk lægges drikkepenge i restauranter, taxier m.m. på 10-20 procent.

Tekst og fotos:
Erik Asmussen